Når livet gør ondt

Hej. Jeg hedder Michaela og jeg har fået lov til at dele lidt af mit kunstnerliv med jer i dag og den næste måneds tid.

I dette første indlæg vil jeg dele baggrunden for min kunstnerrejse med jer.

Jeg er typen, der ELSKER når livet giver mening og HADER når det ikke gør.

Jeg er mor til tre skønne unger og gift med min skøre og søde mand Tobias. Og jeg elsker både dem og mor-rollen. Derudover er jeg uddannet pædagog og for to år siden arbejdede jeg som pædagog i en vuggestue i Aarhus.

Jeg elskede mit job. Jeg havde de skønneste kollegaer. Alt gik godt. Men vi havde travlt. Eller rettere sagt jeg havde travlt. Jeg havde vildt svært ved bare at være. Bare at lege med mine børn. Bare være på arbejde. Jeg havde hele tiden travlt med at gøre noget. Jeg følte jeg skulle være bedre. Præstere mere. Jeg troede det var dét omverden forventede af mig.

Alt dette foregik i mine tanker uden jeg var bevidst om det. En dag skete der en ændring på min arbejdsplads, som jeg reagerede ret voldsomt på. Jeg blev SÅ ked af det. Og det var der egentligt ikke grund til. Men dér gik det op for mig, at jeg ikke var helt okay. Jeg turde give slip på mit indre ræs. Jeg turde åbne op og give plads til, hvordan jeg virkelig havde det. Og lang historie kort, så blev jeg sygemeldt med angst og svær depression.

I gymnasietiden havde jeg en let depression, så jeg blev meget overrasket over, at jeg endnu engang blev ramt. Jeg følte mig så dum. Hvorfor havde jeg ikke set tegnene? Hvorfor havde jeg ikke lært, at passe bedre på mig selv? Jeg skammede mig over, at skulle udsætte min mand for endnu et sygdomsforløb. (Vi var kærester under første depression). Jeg skammede mig over, at jeg kunne være så ked af det, når jeg havde tre skønne unger.

Jeg er typen, der tænker meget over livet. Mærker mig selv meget. Men alligevel blev jeg syg. Hvorfor var jeg så svag?

Det var en meget mørk vinter. Mit liv var helt sort. I hvert fald i min optik. Jeg havde følelsen af, at jeg ALDRIG nogen sinde havde lyst til at gå ud af sengen og bidrage til verden igen. Jeg blev så sur når mennesker (velment) sagde, at jeg bare skulle tage tid og give mig selv lov til at gøre noget godt for mig selv i en periode. At jeg nok skulle få det bedre. Hvorfor havde jeg kun lov til at gøre noget godt for mig selv i en ’periode’? Hvorfor måtte jeg ikke melde mig ud af livets pligter for evigt? Jeg havde brug for, at have muligheden for at lave ingenting for evigt, hvis det var det jeg havde lyst til.

Heldigvis vidste min mand, hvad jeg havde brug for. Og han sagde og alle de rigtige ting, så jeg kunne slappe af bedst muligt og bare være.

Min psykolog sagde ikke meget de første mange sessioner. Hun lyttede bare og var dejligt nærværende, mens jeg græd og græd og dunkede mig selv i hovedet over, hvor dårlig en mor jeg var. Hvor dårlig jeg var til alt. Men efter nogle gange, hvor jeg havde grædt ud, var der pludselig en lille smule plads indeni mig til noget nyt. Plads til, at der kunne blive talt lys ind i mit liv. Hun foreslog mig, at jeg begyndte at gøre en lille smule af ting, der gør mig glad. ’Gør mig glad? Er der overhovedet noget, der kan gøre mig glad? ’, tænkte jeg. Men jeg gik hjem med lysten til at udforske livet lidt igen. I næste blog indlæg vil i kunne læse, hvordan jeg startede med at male. Vi ses!