Facebook Pixel

Student og hvad så?



Jeg har boet i udlandet siden jeg var 19 år. Det var egentlig ikke planlagt, at jeg ville forlade Danmarks trygge rammer, familien og vennerne. Jeg skulle jo bare ud og finde mig selv efter gymnasiet... Men jeg blev i udlandet. Undertiden tænker jeg på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg ikke var rejst fra Espergærde. Alt havde sikkert været mere stabilt, men uden tvivl også mindre oplevelsesrigt. Det tror jeg min familie og venner vil give mig ret i. Jeg flygtede nok fra virkeligheden, og alt det jeg ikke turde. Måske kunne jeg være blevet optaget på en designskole eller lignende, men så var jeg jo gået glip af den fantastiske rejse jeg har været på indtil nu!

Som sproglig student, et år i boghandel og et kreativt ophold på Testrup højskole, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Mine forældre prøvede ihærdigt at guide mig, men jeg var helt blank. Det eneste jeg vidste var, at jeg elskede at sy. Hele min skolegang og især gymnasiet sad jeg tit ved symaskinen og brugte masser af tid i Stofdillen. Her fandt jeg det vildeste skriggule stof til bomber jakken og glitter stof til gallafesten (Mit ophav siger han aldrig har set noget så grimt). Der var altid knald på farverne, dengang og nu!

Malta

Stadig blank og jeg endte med at tage et guideophold på Malta, som jeg havde besøgt utallige gange med familien. Guide blev jeg ikke, men jeg fik job på Mellieha Holiday Center i receptionen og blev lidt senere forelsket i en malteser og flyttede i 1999 til Malta! Den havde ingen vist set komme...

Jeffrey, min mand var professionel kok, da vi mødtes og han var endnu engang på vej ud i verden. Sjovt nok, Skandinavien, Kristiansand MEN jeg nåede lige at fange ham inden han forsvandt op i Norges bjerge med en smuk jente... Men han valgte mig! Efter et storslået Maltesisk bryllup i en kæmpe marengskjole, en skrækkelig håropsætning jeg sent vil glemme, og gæster Jeff ikke engang kendte navnet på. Men vores dejlige danske familieog venner kom i stort tal. Det var en festuge ingen af os glemmer.

Et anderledes liv på Malta begyndte. Men mine søde forældre fik også nået at planlægge et traditionelt dansk bryllup med masser af taler og sange. Min svigerfamilie syntes det var mindst lige så besynderligt, som vi oplevede et maltesisk bryllup. Bryllupperne var begge helt fantastiske på hver deres måde.

Katolsk gift og velsignet af den danske folkekirke.

Jeg arbejdede på Mellieha Holiday Center - Dansk Folkeferie. Jeffrey fortsatte sin karrieren som passioneret kok med LANGE arbejdsdage. Det gav god tid at sy, når jeg ikke arbejdede. var sammen med venner eller min dejlige svigerfamilie. Jeg begyndte at sy unika tasker, MASSER af tasker...men de skulle jo også sælges, så jeg måtte udtænke en plan! På Malta er der bryllupper hele tiden, og masser af kvinder som har brug for nye accessoires til alle de festlige begivenheder de blev inviteret til flere gange om året. Bare lige for at nævne størrelsen på et maltesisk bryllup, så er min svigerinde en god start. Det var et mellemstort bryllup med ca. 800 gæster i en balsal med issvaner. Det var i mine danske øjne et Hollywood style bryllup, og jeg fik da også syet en guldsatinkjole til festen, intet mindre kunne gøre det....

Tilbage til planen! Jeg begyndte at holde house parties for familie, venner og deres venner... Jeg brugte dage på at opstille i stuen- Det lignede en butik. Jeg kombinerede shopping events med dansk jule hygge med ekstra gløgg og dansk julebag! Det var lidt nervepirrende, da jeg er vældig god til at stresse over unødvendige ting, men en drønhyggelig måde at møde kunder på, og jeg solgte fint! Med tiden fik jeg flere custom bestillinger, brudepigetasker, tasker til konfirmander og fik tasker ind i Mellieha’s trendy tøjbutik og et hotel i byen.

Det kan godt blive lidt ensomt at være selvstændig, og jeg kunne godt lære flere sy teknikker. Jeg startede et designforløb hos en lille privat designskole. Jeg lærte at tegne, og fik mulighed for at medvirke i et fashionshow, fik et job hos designeren sammen med et par andre piger. Jeg havde fundet et sted hvor de tænkte lige som mig. Vi brændte for design og syning, som vi alle vidste, var en uvis og svær levevej og det gav da også en del frustrationer hen af vejen! Det var en spændende og lærerig tid og jeg begyndte at føle mig hjemme på Malta...

Skulle jeg bo på denne smukke lille ø for evigt? Det kan du læse mere om i næste post, håber du har lyst!