Leret kunne være der, hvor ingen andre kunne

Som 18-årig flyttede jeg til Viborg. Jeg havde fået en læreplads som trykker. Jeg trivedes så godt i det. Det var så fedt at lære et håndværk. Jeg elskede det. At stå med mit værktøj i hånden og skrue og justere. Få maskinen op at køre, høre arkenes lyd i trykmaskinens udlægning, som kom i en fast rytme. Jargonen og mine kollegaers interne drillerier og spas befandt jeg mig også godt i.

I over et år af min læretid, trykte jeg bogomslag. Her blandede jeg farver efter Pantone-systemet. Jeg blandede utallige farver, der skulle passe til kundens valg. Mit øje blev trænet i at se og justere farver. Der var intet måleapparat, der kunne hjælpe, kun mit øje til at se om farven f.eks. var for blålig eller rødlig. Om farven var kold eller varm, samt tage stilling til, hvad jeg skulle justere for at ramme den 100%. Jeg holdt meget af dette arbejde og håndværk. Det var hovedsaligt bogproduktion vi arbejdede med, og ekstra herligt var det at stå med de færdige bøger i hånden og vurdere resultatet.

"Endelig havde jeg fundet noget jeg var god til og kunne lide"

Min veninde og jeg byggede også vores egen rakuovn. En oprindelig japansk brændemetode, fyret med gas. Vi er helt bidte af at stå ude i solskin, regn, rusk og røg og hive 1000 grader varme ting op og høre krakeleringerne og se farverne træde frem. Det underholdt vi os meget med. Men så får vi hver især dejlige børn. Og ja det betyder at fokus flyttes for en periode.

Da mine to piger er blot en uge fra at fylde 3 og 5 år, bliver jeg påkørt i min bil. Ramt af en anden bil med høj fart. Jeg ved ikke rigtigt om jeg er død. Jeg er i hvert fald i en boble af 100% stilhed. Da boblen brister, bliver den straks erstattet af chok, en uvirkelig fase, hvor jeg tænker alting og ingenting.

Der er intet blod, jeg kan gå, men min nakke føles alt andet end god. Min kæbe hænger mærkeligt og er gået af led. Turen i ambulancen husker jeg intet af.

På sygehuset får jeg at vide, at jeg skal ligge stille en uge pga. hjernerystelse og derefter kan jeg bare starte på arbejdet igen.

En ny virkelighed viser sig, og den er ikke rar.

2 år senere har jeg forsøgt, af alle kræfter, at passe mit arbejde. Jeg har bevaret håbet om at lige om lidt går det over. Det, der skal gå over, er hovedpinen og smerterne i nakke og ryg, som er der konstant. Jeg er så træt efter to timers arbejde, at jeg græder når jeg kører hjem derfra, og jeg har ikke kræfter til at gå fra bilen og ind i mit hjem.

Det er først nu, at jeg med hjælp udefra, finder ud af at min kæbe som blev rykket af led, aldrig er kommet helt på plads. Så giver det da lidt mening med alle de smerter, tænker jeg i første omgang. Håbet svinder lidt her. Er det her mon sådan, det skal være i fremtiden? Det er skræmmende. Kommunen og sundhedsvæsenet siger, at jeg skal tage mig sammen. Ok, men jeg syntes ikke rigtig, at jeg gør andet, vil I evt. hjælpe mig, hvis jeg gør det forkert? Men næ, det vil de ikke.

5 år er gået. Erkendelse og accept tildels på plads. Helbreddet er ikke så meget bedre. Jeg har sjovt nok ikke noget job mere. Føles egentlig også rigeligt bare at skulle trække vejret. Så det begynder jeg at øve mig på. Bare at ligge i sengen, dur ikke for mig. Jeg vil jo så gerne lave noget, og meget gerne distraheres lidt fra virkeligheden.

Jeg slæber mig til mit værksted i kælderen. Nogle dage sidder jeg bare og hænger på en stol, en times tid. Andre dage bliver der en lille ting til at sætte på tørrereolen.

"Det er helt vildt, hvad det betyder, at kunne skabe noget"

Jeg får efter noget tid en forhandler i Aarhus. Det er stort at andre vil købe mine ting. Andre vil også gerne forhandle, men med de timer jeg kan klare at arbejde, må jeg oftest sige nej.

10 år og frem. Børnene er blevet store. Energien vender en smule til min fordel. Det synes jeg også, at jeg har fortjent;-) Jeg er ikke så meget i tvivl om, hvad jeg vil bruge energien til. Til at arbejde med leret, naturligvis. Jeg skalerer langsomt op til at have flere forhandlere. Alle har et max for, hvor meget man kan nå at lave, når det hele skal laves i hånden. Mit max ligger under de fleste andres, for jeg skal hele tiden være klar til de dumme dage, hvor jeg ikke kan “passe mit arbejde”.

Når du ikke møder mig så meget på kunsthåndværkermarkeder, er det simpelthen fordi, at det er for lange dage for mig. Alt det må jeg deale med, og jeg synes også, jeg har fundet en god balance.

Nu har jeg oprettet en webshop på Designportalen. Det passer perfekt til mig.

Jeres køb betyder mere end I tror, og det glæder mig, når jeg kan sende jeres bestilliger afsted sammen med et tak.

I næste uge vil jeg fortælle om tilblivelsen af et skrin: Processen, teknikken, værktøjet og tankerne, der ligger bag. Det er tid til leg!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor, og deltag i konkurrencen om 2 håndlavede kopper fra Weihrauch Keramik!