Håndværk, håndelag og tiden der forsvinder

Jeg vil lave et skrin. Som regel laver jeg en serie på nogle stykker når jeg er i gang. Ikke at de ender ud med at være ens, men de får en fælles referenceramme. Et lille kuld.

Jeg ruller leret ud i plader med min kagerulle. Det er en rutine at rulle 10 eller 20 kg ler ud. Så er der virkelig noget at arbejde med.

Jeg laver som regel ingen forudgående modeller, men sidder og leger lidt med nogle mål i mit hoved, som jeg forsøger at få til at blive harmoniske. Hvor rammer jeg lige en højde, der passer med en bredde, til det udtryk jeg gerne vil have? En centimeter gør en stor forskel her. Jeg har ligesom et 3-dimensionelt billede inde i hovedet, som jeg skal have ud. Jeg fornemmer tydeligt, når det er der.

Mine linealer og vinkler er nærmest hellige for mig. De hænger på deres faste plads, så jeg bare kan række armen ud efter dem. Mine børn har vist kun lånt noget én gang, uden at hænge det tilbage på plads, hehe. Jeg har min plade af ler og vil gerne udnytte den til fulde, noget jeg lærte af min farmor, når vi bagte småkager;-), så mine mål bliver vendt og drejet, indtil jeg streger op på leret. Så skærer jeg.

Delene samles, og relativt hurtigt ser det ud af noget, men der er lang vej endnu.

Kanter ordnes og linjerne strammes op og får en levende form.

Men hvad er en levende form? I mine øjne kan ting meget let blive for lige og for perfekte. Der skal være lidt svaj og kontrollerede skævheder. Det giver liv til øjet, der skal se på tingene, i forhåbentlig mange år. Den slags liv, der ikke kan komme i fabriksfremstillede ting. Der skal altid være noget at betragte.

Nu starter jeg med at gøre skrinet til mit, at få sat mit endelige præg på den. Jeg kombinerer noget stringent med noget uforudsigeligt og løst.

Jeg har f.eks. taget et andet håndværk, pillet det fra hinanden og brugt det på min måde. På efterskole havde jeg karvskæring som et valgfag.

Karvskæring er et meget gammelt nordisk håndværk, hvor man tegner og udskærer symmetriske mønstre i træ med en speciel V-formet kniv.

Tingene var egentligt grimme, syntes jeg. Alt for anmassende og kluntede. Men jeg syntes sjovt nok, at det var fedt, at få lov at bruge min vinkelmåler, passer og lineal til at strege nøjagtige mønstre op med, for derefter at skære dem ud.

Jeg har nu omformet teknikken til leret. Mønstrene er splittet op, så det symmetriske er væk. Jeg placerer dem på skrinet i fri hånd og med ren intuition. Det er her tiden forsvinder, og jeg bliver helt opslugt.

For at bløde det rette og præcise op og skabe balance, har jeg mine andre redskaber, som jeg ridser, skraber og trykker med. Her indgår f.eks. min farmors klejnespore, mormors knapsamling, mine maskintandhjul og en helt masse andet “guld" jeg har fundet rundt omkring.

Når alt er rettet til og på plads som jeg vil have det, skal tingene tørre. Det skal foregå langsomt i starten, tildækket af plast. Dette er vigtigt, for at der ikke opstår spændinger og dermed revner. Så følger forglødning, slibning, glasering og den sidste brænding så det bliver til stentøj. Alt i alt kan processen nemt tage 3 uger, fra start til slut, før ovnen kan åbnes efter sidste brænding, og skrinene kan se dagens lys.

Jeg har altid haft en svaghed for små æsker og skrin. Jeg husker min farmors og mormors sminkeborde. De var fyldt med små smykkeskrin i pap, glas og plast. Når jeg åbnede dem, var der vat i pastelfarver: lyserød, lyseblå og lysegul. Glimtende brocher, overdådige øreringe og prangende perlekæder. Nøj altså, det var bare så flot og lidt hemmeligt at kigge på. Hvis jeg samtidig kunne lokke historier ud om, hvor smykkerne kom fra, så var det bare en god eftermiddag.

I skufferne var der også fine gaveæsker i beklædt pap, med ekstrafine tørklæder, silkestrømper og noget så eksotisk som hårnet. Mange af tingene var nok mest gemt af nostalgiske årsager. Minder fra fortidens fester. Jeg gør det samme og glædes stadig over at “rydde op” i disse små beholdere, med koncentreret nostalgi. Det er små fine tidslommer. Min mors skrin med plastiksmykker i stærke farver fra 60’erne. Mine egne æsker med små ting fra mine børns kreative udfoldelser i børnehave og skole.

I det sidste indlæg fortæller jeg om at “serieproducere” på min måde, og lege med farver i glasurer. Plus en lille afrunding af denne blog-serie.