Et kunstnerisk lys

Jeg har altid set mig selv som en kreativ person. Jeg har dog mere sagt jeg var god til at male, end jeg rent faktisk har puttet maling på et lærred. Men jeg havde alligevel et kreaskab derhjemme fyldt med maling og pensler. Så jeg købte et skrivebord og lavede en lille bitte krog i vores hus til MIG. For første gang i 5 år lavede jeg plads i vores hus til mig. Ikke til mine børn eller os, men mig! Det føltes så stort!

Jeg begynder at male og inder hurtigt, at jeg måtte indtage lidt mere plads end bare det lille skrivebord, jeg havde købt. Idet jeg sætter de første penselstrøg, formår jeg at slippe alle bekymringer. Alt det negative. Og jeg oplever at blive fyldt op med en enorm glæde. Et kæmpe lys. Det er helt vildt svært at beskrive. Men for første gang, i hvad føles som 100 år, oplever jeg håb. Jeg har måske oplevet den glæde før. Men jeg havde følelsen af, at det var første gang i mit liv jeg sådan ægte så lyset for enden af tunnelen. At livet virkelig gav mening. At livet, på trods af al smerte og uretfærdighed mest er godt. Det var magisk. Det var guddommeligt.

Efter denne oplevelse kunne jeg slet ikke slippe penslerne igen. Der skete en indre rejse i mit sind. Hver gang jeg malede fik lyset en lille smule mere plads i mit indre. Hver gang jeg malede føltes livet lidt mere rart.

Samtidig forgik der også en ydre rejse. Før gav jeg mig selv mærkatet ’mor’ og ’pædagog’. Nu blev det mere og mere til at jeg kaldte mig selv ’Michaela’ og lige så stille ’kunstner’. Det føltes som en lang proces at lære at stå ved, at jeg er kunstner. At jeg kan male. Jeg kan skabe flotte malerier med mine hænder. Jeg er unik og det jeg skaber er unikt. Jeg husker tydeligt den dag jeg valgte at gøre min profil på instagram offentlig og dele mit første billede af et maleri. Det var en stor milepæl i min kunstnerrejse. For første gang stod jeg virkelig ved min nye titel som kunstner.

Midt i denne proces var jeg stadig sygemeldt og jeg blev stadig ramt af angstanfald. Livet var stadig en blanding af mange dårlige dage og enkelte gode. Men livet blev bedre dag for dag. Jeg malede hver dag. Nogle dage 5 minutter. Andre dage til langt ud på natten. Jeg brugte meget lidt tid med min overbærende mand, familie og venner. Men det var for ”the greater good”. Jeg blev og bliver stadig den dag i dag helbredt gennem kunsten. Nu et par år senere maler jeg stadig rigtig meget. Ikke hver dag, men tæt på. I dag er jeg ikke ramt af depressionen længere, men angstanfaldene kommer stadig snigende i ny og næ. Jeg hader dem og elsker dem på samme tid. Jeg har valgt at se angstanfaldene som noget, der prøver at hjælpe mig med at huske på ikke at leve livet alt for hurtigt. At jeg skal huske og nyde nuet og gøre mest af det, der gør mig glad. I dag giver nærværet med min familie og mine venner mig heldigvis lige så meget glæde, som kunsten gør. Men kunsten var virkelig en vigtig faktor i starten på min rejse imod at blive rask igen.

I næste indlæg vil du kunne læse om en skøn og uventet sidegevinst jeg fik ved at blive kunstner. Vi ses!