Facebook Pixel

Den magiske proces



Den magiske proces

Hvis jeg skal fortælle lidt om min malerstil og hvordan jeg nåede frem til at male abstrakte malerier, så er jeg faktisk lidt tom for ord. Men jeg vil prøve at forklare så godt jeg kan.

Jeg startede ud med at male med maling fra Søstrene Grene. Men en sød kunstner kollega skrev til mig og sagde, at den slags maling ikke har så mange pigmenter i sig og derfor ikke holder på farven gennem årene. Så den fine billige maling bliver nu brugt flittigt af mine børn og jeg maler med kunstner maling. Lige for tiden maler jeg med kalkmaling fra www.craftersparadise.dk. Jeg ELSKER den maling. Men ellers maler jeg med en masse forskellige slags akryl maling fra www.kunstnerfarver.dk . Jeg maler både på lærreder fra min yndlings lærredsforhandler i Aarhus (Bogø Design) og på det fantastiske sten papir fra Stelling i Aarhus.

Jeg elsker farver. Jeg elsker gul. Så jeg startede ud med den gule maling i starten. Da jeg startede med at male tænkte jeg ikke, at jeg ville male en specifik malerstil. Jeg tog bare penslen i hånden og malede hvad jeg følte. Når jeg ser tilbage på mine malerier, har min stil ændret sig lidt. Men dette har ikke været et bevidst valg.

Ofte, når jeg maler, er jeg helt i min egen verden og jeg kan blive vildt irriteret på min mand, hvis han kommer med en kop kaffe. Ups. Der skal tydeligvis ikke meget til at forstyrre mit flow og min indre healing.

I takt med at jeg er begyndt at male i det offentligt rum (i butik Danmark og Norden i Vejle) og min tro på mig selv som kunstner stiger, så har jeg lettere ved at vise maleriernes proces. Men det har være en lang og sårbar rejse.

Da jeg havde malet lidt tid bestilte en veninde et maleri i blå farver. Da hun først sagde det skulle være blåt, havde jeg lyst til at smide håndklædet i ringet. Jeg troede virkelig ikke jeg kunne male med blå. Den farve talte bare slet ikke til mig. Men jeg tog udfordringen op og nu er blå min go to farve, når jeg går ud i mit atelier.

Generelt elsker jeg at male med en masse farver. Af og til maler jeg sort/hvid. Men det sker virkelig sjældent. Men når jeg føler for de mørke farver, så elsker jeg også det.

Jeg maler for det meste kun det jeg har lyst til. Hvis jeg prøver at tvinge mig selv til at male med en bestemt farve eller en bestemt stil, så dur det oftest ikke.

Jeg har dog alligevel ret nemt ved at male malerier på bestilling i specifikke farver, som kunden ønsker sig.

Jeg modsiger lidt mig selv nu og det er faktisk lidt forvirrende at forklare. Men det giver mening i mit hoved. Jeg tror jeg er god til at fornemme kundens følelser og drømme i et maleri og derved kan jeg male dét ud, som de drømmer om.

Nogle dage elsker jeg at male kæmpe store malerier. Andre dage føler jeg for de små papirværker. Det unikke og skønne ved kunsten for mig er, at jeg selv bestemmer. Jeg kan male lige dét jeg selv føler for. Der er ikke et specifikt resultat jeg skal opnå. Jeg skal bare være i nuet og lade mig lede af mine fornemmelser. Det er magisk!

Jeg bliver ofte inspireret af naturen. En flot solnedgang, nogle fine detaljer i en blomst, stenene ved stranden. Alle disse smukke ting lagrer sig i min hukommelse og nogle gange udformer dig sig i et maleri. Andre gange gør de ikke.

Derudover bliver jeg rigtig meget inspireret af følelser og forhold mellem mennesker. Det her virker ret flyvsk og er især svært at forklare. Men jeg kan sidde os se på mine børn grine og få den største lyst til at gå ud i mit atelier og male de glade følelser min krop bliver fyldt af i det øjeblik. Og det er især de malerier og de følelser jeg elsker at male.

Da jeg var midt i depressionen malede jeg mange negative følelser ud, men på magisk vis blev det ikke dystre malerier, men malerier med lys og håb.

Min vision er at gøre verden til et lysere og gladere sted. Jeg har stadig rigtig meget brug for, at der er plads til de dårlige dage. At der er plads til at være ked af det, at få et angst anfald, at være sur. Men jeg oplever selv i mit eget liv, at alt det svære bliver så meget nemmere at give plads til, når jeg har et lyst sind. Når jeg lader glæden hjælpe mig med at bearbejde sorgen.

Mit håb og min drøm er, at du må opleve lys og glæde gennem mine malerier. Hvad enten du selv investerer i ét til din egen væg eller du ser på dem via de sociale medier eller elv får lyst til at male dine følelser ud.

Tusind tak fordi DU læste med!

Skriv endelig, hvis jeg skal uddybe noget eller hvis du bare har lyst til at sige hej.

Livet bliver meget sjovere, når vi deler det.

Michaela Seerup Art – Joyful Art For You.